Indrømmet. Vi har det lidt svært med døden, selv om det er den eneste ting i livet, ingen undslipper. Men trods de lige betingelser er der stor forskel på eftermælet. Det ser man på byens kirkegårde, og det bekræftes på Moesgaards aktuelle udstilling om menneskets sidste rejse fra de mere eksotiske destinationer.
På vore breddegrader er det knap så kulørt. Her er det de få, der skiller sig ud, mens de fleste hviler under en beskeden sten.
Vel er det farverigt at opleve Moesgaards udstilling, men det kan faktisk være en endnu større oplevelse at gæste de lokale kirkegårde, Nordre og Vestre.
Det emmer af lokalhistorie
Nordre Kirkegård, der grænser op til Trøjborg, er indviet 1876 og emmer af lokalhistorie. Da den skulle aflastes, blev Vestre indviet i 1927. Året før var begravelser blevet indstillet på byens gamle kirkegård, Søndre, der siden lagde grund til det nuværende rådhus, der blev indviet 1941.
Når det bliver tiden at aflevere den obligatoriske julehilsen til afdøde slægtninge, så benyt lejligheden til også at gå en tur på kirkegården. Inspiration kan hentes i denne artikel eller på nettet, hvor sitet tanker-i-gang.dk er til nytte.
For 100 år siden var kirkegårdene noget helt andet. Her blev de døde begravet, og gravstederne holdt. Det var længe før, nutidens kommunale begravelsestakster forvandlede kirkegårdene til parker med grave imellem.
Man møder grave for berømte aarhusianere, kendte erhvervsfolk, flygtninge, britiske, russiske og tyske soldater. Det mest tankevækkende er, at hver eneste grav rummer en historie om et liv, der fik den uundgåelige slutning.
Der er mindesmærker for unge aarhusianske modstandsfolk, der omkom i tyske koncentrationslejre, og et smukt mindesmærke er sat over ofrene for havnekatastrofen den 4. juli 1944.
Der er god plads på begge kirkegårde. Mange gravsteder er desværre blevet sløjfet, men byen betaler for bevaring af de berømtes gravsteder. Sådan var også i begyndelsen, da man gerne ville have folk til at benytte Nordre Kirkegård uden for byen. Først da et par kendte var stedt til hvile, tog andre også den lange vej.
Manden, der opdyrkede heden, Enrico Dalgas har en gravsten der er tæt ved at blive skjult i efeu.
Kirkegårdene udstiller de døde. Tag nu redaktør H. Hansen, der sammen med telefondirektør Kristian Kirk overtog Jyllands-Posten i 1931. Hansen har en beskeden gravsten i forhold til Kirk, der hviler i kirkegårdens eneste mausoleum og var godt skærmet, da Kirk-koncernen brød sammen i 1970.
Der er andre berømtheder begravet på Nordre Kirkegård, der ganske serviceminded har trykt en lille folder, der uddeles på kontoret, så det er let at finde gravene.
Nogle af de mest søgte hviler tæt på indgangen ud mod krydset Kirkegårdsvej-Østboulevarden i imponerende grave under meterhøje gravsten.
Her ligger tidligere indenrigsminister og ejer af Marselisborg gods H.P. Ingerslev, der i 1896, få dage før sin død, solgte hovedparten af sin ejendom til Aarhus Kommune og dermed gjorde byens sydlige udvidelse mulig. Før købet gik bygrænsen umiddelbart bag Sct. Pauls kirke.
Statue fra Vestergade
Ikke langt fra Ingerslev er Adolph Meyers grav. Den kendte apoteker, der var medlem af byrådet, indlagde sig hæder, da han sørgede for, at Hack Kampmann og Ch. Ambt kom til at udarbejde den endelige byplan for Aarhus’ udvikling mod syd efter købet af Marselisborg. Derved fik byen den imponerende Ingerslevs Boulevard. Meyers gravsted er i øvrigt udsmykket helt usædvanligt med en statue af en kvinde, der tidligere prydede gården bag apoteket i Vestergade.
Et imponerende gravmæle er Chr. Filtenborgs, der skabte Skandinaviens største ur-grossistvirksomhed. Han tjente fyrsteligt: En halv million i 1919 på et tidspunkt, da en almindelig faglært arbejder havde en årsløn på 6.000 kr. Chr. Filtenborg opførte Villa Alba til sig selv, og den er i klasse med Marselisborg slot.
Der er mange at studere, og det er ganske tankevækkende, at Enrico Dalgas, der opdyrkede heden, har en gravsten, der er tæt ved at blive besejret af efeu.
Arkitekt C.F. Møllers virke afspejles i gravstenen. Samme gule teglsten som et af hans hovedværker: Aarhus Universitet.
Det er næsten, som om de kendtes grave er koncentreret bestemte steder på kirkegården, og de berømte Aarhus-købmænd Ferdinand og Herman Salling har hver sin grav tæt på hinanden og kapellet. I samme del af kirkegården ligger også den berømte politiker Peter Sabroe.
På både Nordre og Vestre Kirkegård er der mange forskellige træer og planter og et rigt fugleliv, som også bliver plejet.
Landsbykirkefantasien
De i alt tre kapeller på Nordre og Vestre Kirkegård vidner om smagsændringer i arkitekturen. Det fornøjeligt-historistiske Nordre Kapel fra 1879 er ombygget flere gange. Vestre Store Kapel fra 1927 minder om en forvokset landsbykirkefantasi, og endelig er der det næsten ekspeditionsagtige Vestre Lille Kapel, tegnet af Henning Larsen, fra 1969.
Vestre Kirkegårds gravsteder er langt mindre monumentale end Nordres, men man støder på en række politikere. Der er Robert Svane Hansen, bror til statsminister H.C. Hansen. Han blev amtsborgmester i 1970 og stod bag opførelsen af det første sygehus i Skejby. Hans sten er beskeden i modsætning til den, som står på borgmester Einar Stecher Christensens grav. Den populære borgmester blev slidt op under Besættelsen og døde få uger efter Befrielsen. Granitstenen er rejst af arbejderorganisationerne i Aarhus, akkurat som stenen for forgængeren H.P. Christensen, der står tæt ved.
Muslimske grave
Undertiden afspejler gravstenenes udformning de afdødes virke – f.eks. er arkitekt C.F. Møllers lavet af samme gule teglsten som et af hans hovedværker, Aarhus Universitet.
Går man op til den nordlige ende af kirkegården, får man et enestående indblik i integrationshistorien i Aarhus. Her findes et stemningsfuldt område med muslimske grave med retning mod Mekka, og disse gravsten med både arabiske og latinske bogstaver fortæller et vigtigt kapitel i byens historie. Kun i Vejle, Esbjerg og Aalborg er der tilsvarende kirkegårde.
Tyske flygtninge
I Aarhus var der mange tusinde tyske flygtninge i forskellige lejre. De var mærkede af krigen, og i den del af Vestre Kirkegård, der vender op mod kolonihaverne, er der et stort flygtningeafsnit med flere hundrede gravsteder. Det er et gråt, trist og trøstesløst område, der modsvarer flygtningenes triste og trøstesløse skæbne. Få skridt derfra, kun adskilt af en barnefællesgrav, ligger et lige så prosaisk afsnit med tyske soldater, og vedligeholdelsen af begge disse områder betales i øvrigt af den tyske stat.
Der er også to markante russiske krigsfangegrave med femtakkede stjerner. De skarptskårne sten er opsat i 1950 under den kolde krig og er tydeligvis anderledes end kirkegårdens andre gravsten. Mindestenen, der står imellem dem, ser med sine runde naturformer imidlertid meget dansk ud og er faktisk ældre end de to gravsten. Den er dekoreret med hammer og segl og ”Rejst af en Kreds af Kvinder i Aarhus”. Disse grave er ligesom de øvrige udenlandske grave ikke glemt af hjemlandene – faktisk betalte den russiske ambassade sidste år for en omlægning og afrensning af gravpladsen.
De danske faldne i krigen er også tydeligt repræsenterede på Vestre Kirkegård. For det første er der 17 individuelle grave, hvor frihedskæmpere ligger begravet, og som alle har en lille plakette, hvor der står ”Faldet i Danmarks Frihedskamp”. For det andet er der nogle vigtige monumenter.
Smukt monument
Tæt ved hovedindgangen og ved den ene af skovkirkegårdene ser man et enkelt monument for de fem aarhusianere, der døde i den tyske koncentrationslejr Versen.
Patriotgraven, hvis beplantning imidlertid godt kunne trænge til en kærlig hånd, består af et højt, højt trækors og en lav rødstensmur.
I nærheden ligger også ofrene for den største eksplosion i byen. Den 4. juli 1944 på havnen, da en tysk ammunitionslægter sprang i luften. Den gør indtryk.
Det gør den smukke mindemur med overskriften ”De blev derude” også. Den er rejst i 1946 og oplyser navnene på de 15 aarhusianere, der døde og forsvandt i tyske koncentrationslejre.
Tungt og højtideligt
Når grave sløjfes, er det ikke altid, at man kasserer gravstenene. Heldigvis, for det er som at viske historien ud med et viskelæder.
De gravsten, der får lov fortsat at fortælle deres historie, bliver anbragt i det såkaldte lapidarium – et afsnit i den sydlige ende af kirkegården. Her står så de mange sammenbragte gravsten fra mange perioder og i mange stilarter side om side og går i dialog med hinanden.
Og lidt monumentalitet er der dog alligevel på Vestre Kirkegård, for her mod syd domineres den store græsbelagte urnefællesgrav, der rummer 10.000 aarhusianere, af billedhuggeren Erik Heides enorme granitkors.
Det er tungt og højtideligt. Helt anderledes end på Moesgård, hvor en lille dreng troede, at han var havnet i en slikforretning, da han så, hvordan de døde i Mexico blev fejret.
