Engang en mødding. Nu hvilested for nogle af byens mest prominente borgere. Aarhus Stadsarkiv genopliver historien.
I år er det 140 år siden, at Nordre Kirkegård blev indviet. Kirkegården er i dag et smukt åndehul, hvor mange af byens mest prominente borgere har fundet deres sidste hvilested side om side med arbejdsmænd og enker, men for godt 140 år siden var området hjemsted for en mødding og en ildelugtende limfabrik.
I byrådsforhandlingerne under journalnummer 238/72 kan man følge Nordre Kirkegårds vej fra forhandlingsbordet til virkelighed tæt. Byens daværende eneste fungerende kirkegård var ved at være fyldt op. Det var den nu nedlagte Søndre Kirkegård, der lå, hvor rådhuset ligger i dag. 12. december 1872 vedtog Aarhus Byråd derfor at nedsætte et udvalg, som skulle arbejde hen i mod anlæggelsen af en ny kirkegård.
På byrådets bord
Stadsarkivet digitaliserer Aarhus Byråds diskussioner og beslutninger – følg med på www.byraadet.aarhusarkivet.dk – og find historien om det sted, den person eller den organisation, der har din interesse!
Møddingen måtte væk
3. april året efter kunne udvalget præsentere resultatet af dets undersøgelser. Første prioritet havde været at anlægge en ny kirkegård på jord, som hørte under Marselisborg – altså syd for byen, “men dette var aldeles ikke til at faa”.
Dernæst havde udvalget undersøgt Galgebakken, hvor universitetsparken ligger i dag. Men denne var for lille og desuden blev den benyttet som eksercerplads for byens garnison. Udvalget anbefalede derfor en plads nord for byen beliggende op ad Knudrisbakken. Det kunne byrådet tilslutte sig på det efterfølgende byrådsmøde 17. april. Sagen gik nu videre til sundhedskommissionen, der, efter at have undersøgt jordforholdene, 10. juli samme år også kunne give tilsagn til anlæggelsen.
Dog beklagede kommissionen, at der tæt ved lå en ildelugtende limfabrik, ligesom den stærkt anbefalede, at en møddingplads beliggende ved “Randers Chaussé” blev fjernet, inden kirkegården blev taget i brug, “da Opholdet paa denne ellers vil blive utaalelig for de Besøgende, naar Vinden bærer fra Møddingspladsen hen over Kirkegaarden”.
Kirkegård til evig tid?
På byrådsmødet 9. april 1874 blev det besluttet at stille jorden gratis til rådighed for kirkerne. Til gengæld skulle kirkegården overgå til kommunal ejendom, når kirkegårdsfunktionen ophørte. Sidstnævnte betingelse faldt Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet for brystet, da betingelsen også galt den på det tidspunkt fungerende Søndre Kirkegård. Bekymringen kom til udtryk i en skrivelse til byrådet behandlet 24. september samme år. Tanken om, at kommunen ønskede at bebygge nedlagte kirkegårde, fandt ministeriet “saarende for den Pietet, der skyldes de i en nærmere Fortid Afdødes Hvilested, og stridende mod det Hensyn, der skyldes Følelser hos de Efterlevende. ” Byrådet holdt på sin ret og blev 5. november enige om et svar, der lød: “Arealet overlades Kirkerne til Begravelsesplads, men er og vedbliver at være Kommunens Ejendom”. Efter dette var vejen banet for den egentlige anlæggelse af kirkegården.
Ministeriets bekymring skulle vise sig at være begrundet, da Søndre Kirkegård netop blev sløjfet til fordel for Aarhus nye rådhus, som kunne indvies i 1941 – blot 15 år efter den sidste begravelse havde fundet sted på kirkegården.
Hegnes med Herrens fred
9. oktober 1876 blev kirkegården endelig indviet, da Vor Frue Kirkes sognepræst, F. E. Seidelin,forestod de to første begravelser. Første mand i jorden var den 42-årige billettør T.M. Henrichsen, mens barber Woldums hustru, Johanne Marie, blev stedt til hvile senere samme dag. I det midlertidige trækapel kunne Henrichsens sørgende familie sammen med borgmesteren, byrådsmedlemmer og Århus Stiftstidendes reporter høre Seidelin tale om det nye sted “hvor vi nu skulle begrave vore kjære Afdøde, seer saa aabent ud; men det skal hegnes med Herrens Fred. Der, hvor der tidligere er pløiet og saaet i den timelige Jord, der ville vi nu hegne med Guds gode Ord, saa at der her kan blive Fred imellem Gravene.”
Siden hen er kirkegården løbende blevet udvidet – nye bygninger er kommet til, andre er blevet revet ned, og billettøren og barberens hustru har gennem tiden fået selskab af tusindvis af andre aarhusianere i jorden på Nordre Kirkegård. Nogle med små ydmyge gravsten, der ikke har overlevet sløjfning, andre med store gravmæler, som forhåbentligt også kommer til at pryde Nordre Kirkegård i de næste 140 år.