Vinterbadeklub et skridt nærmere fortiden – Århus Stiftstidende 22. juni 2017

Af Henrik Ask

Aarhus Byråd er begejstret for plan om at føre badestedet tilbage til storhedstiden før en ødelæggende storm i 1969.
En plan om at føre Den Permanente Badeanstalt tilbage til storhedstiden i 1950’erne og 1960’erne er rykket et skridt nærmere virkeligheden.
Aarhus Byråd har sagt ja til at indgå en partnerskabsaftale med initiativtagerne i Vikingeklubben Jomsborg, og dermed kan klubben komme videre med blandt andet at rejse 25 millioner kroner til projektet.
– Projektet for Den Permanente Badeanstalt er et godt eksempel på, når partnerskab, frivillighed og engagement går hånd i hånd. Det er bare med at komme i gang så hurtigt som muligt, sagde byrådsmedlem Hans Skou (V) ved byrådets behandling af sagen.

Vikingeklubben Jomsborg, der vinterbader fra Den Permanente Badeanstalt, vil genopføre det badefaciliteterne, som de så ud frem til 1969. På det tidspunkt blev badeanstalten ødelagt af en storm, og kun dele af anlægget blev genskabt.
Letbanestop i spil
Nu vil Jomsborg genskabe Den Permanente Badeanstalt ved Riis Skov i den oprindelige form.
Der er skabt et projekt, hvor foreningen forventer at rejse de nødvendige 25 millioner kroner via blandt andet fonde. Der arbejdes ikke med tilskud fra Aarhus Kommune til initiativet.
I forbindelse med projektet er der fokus på mulighederne for at komme til og fra Den Permanente Badeanstalt. Kommunen og klubben skal holde møde om ikke mindst muligheden for et letbanestop ved badestedet.
– Det er også et ønske fra en stor gruppe borgere, vurderede byrådsmedlem Maria Sloth (EL) på byrådsmødet.
Vikingeklubben Jomsborg har skabt et projekt for Den Permanente Badeanstalt. Initiativet koster 25 millioner kroner, og det har form af en udvidelse med to nye vinger nord og syd for badeanstalten.
Sydvingen skal være et naturistbad for både mænd og kvinder. Nordvingen kan bruges til alle mulige former for vandsport som kajakpolo, paddlesurfing, dykning med mere.
Offentligheden vil have adgang til nordvingen hele året rundt. Sydvingen får offentligheden adgang til om sommeren. Om vinteren låses Den Permanente af, så kun de 9300 medlemmer af Jomsborg har adgang til Sydvingen og resten af badeanstaltens faciliteter.

Dette indlæg blev udgivet i Den Permanente. Bogmærk permalinket.