Boligprojekt på Trøjborg Århus Stiftstidende 24. marts 2016

Massive protester mod boligprojekt på Trøjborg
Planer om boligbyggeri i seks etager på Trøjborgvej i modvind. For tæt, for højt og for dårligt tænkt, lyder det fra masser af naboer, der frygter at få altaner, stuer og haveanlæg uden sol.
Af Morten Svith, mosv@stiften.dk Onsdag den 23. marts 2016

Udsigt til villa Fairhill

Fra sin altan på 4. sal kigger Hanne Bang ud over »Villa Fairhill« og Mammens gamle æskefabrik. Byggeplanerne vil betyde, at hun får en seks etagers boligejendom at kigge ind i – og mister eftermiddags- og aftensol på altanen. Foto: Flemming Krogh

Planer om at bygge omkring 125 boliger på en mindre erhvervsgrund øverst på Trøjborgvej overfor Kochs Skole har udløst en flodbølge af protester fra beboere i nabolaget.
Planerne for Trøjborgvej 72-74 indebærer byggeri i seks etager mod såvel Trøjborgvej som mod den fritliggende boligblok »Aldersro« med adresse Trøjborgvej 60-66.
Byggeriet har været i en offentlig forhøring, fordi det vil kræve en ændring af kommuneplanen.
Omkring 45 beboere og grupper af beboere har gjort indsigelser mod planerne.
Aldersro frygter skyggen
Særligt beboerne i de 46 lejligheder i »Aldersro«, der hører under boligforeningen Boligkontoret Aarhus, har protesteret.
Og det forstår man måske godt.
De vil nemlig få en seks etagers boligejendom blot 20 meter fra vinduerne i deres stuer og soveværelser og fra deres altaner.
»Et så højt og tæt byggeri vil tage lyset og solen fra vores lejligheder og altaner. Og vi vil kunne sidde og kigge lige ind i hinandens lejligheder,« siger Hanne Bang, der er formand for afdelingsbestyrelsen.
Det er hun langt fra alene om at mene. Det er en af de gennemgående anker i de mange protester fra beboerne i »Aldersro«.
Hanne Bang understreger, at nybyggeriet vi virke højere end seks etager, fordi Trøjborgvej skråner.
»Alene fra nybyggeriet ned mod vores boliger skråner det så meget, at det nok svarer til en etage, så det der bliver stueetage i nybyggeriet svarer til første sal hos os,« siger hun.
Hun frygter, at byggeriet vil forvandle »Aldersro« fra en attraktiv boligblok, hvor folk bliver boende i mange år, til et sted med langt større beboerudskiftning.
Lille-Mallorca uden sol
En anden anke er, at beboernes have og grønne område, der ligger mellem »Aldersro« og det planlagte byggeri, kommer voldsomt i klemme.
»Det er her på plænen, at folk griller, spiller fodbold og hygger sig. Den vil komme til at ligge i skygge,« siger Jette Hjermitslev – beboer gennem 30 år og medlem af afdelingens bestyrelse – og peger mod en grøn plet i bunden af området.
«Vi kalder det lille Mallorca. Det er her folk ligger og soler sig om sommeren. Der bliver ikke meget Mallorca-sol, hvis planerne bliver gennemført. Også børnehavens legeplads kommer til at ligge i skygge.«
Den forkerte vej
Det er langt fra kun beboerne i »Aldersro«, der protesterer. Det samme gør beboere i Barthsgade og beboere i det lille villakvarter, der ligger mellem Trøjborgvej og Ndr. Ringgade.
Også de klager over, at byggeriet vil blive alt for højt og tæt. Vil tage lys, give indbliksgener og forstærke områdets i forvejen pressede parkeringssituation.
Poul Stranddorf, der har boet 27 år på Trøjborgvej 58, ryster på hovedet over, at kommunen har ladet planerne komme så langt:
»Tidligere ryddede man baggårde for at skabe lys og luft til beboerne. Nu går man den stik modsatte vej,« siger han.
Gammel villa i skjul
På grunden det hele handler om – trukket et stykke tilbage fra Trøjborgvej – ligger en villa fra 1890’erne, »Villa Fairhill« og bag den Mammens gamle æskefabrik, der måske er bedst kendt for at have huset et Jaco-supermarked.
Villaen er bevaringsværdig og skal efter forslaget blive stående, mens fabriksbygningerne skal rives ned.
»Det er en rigtig fin villa. Og den bliver bevaret ja – men altså også gemt helt væk bag de nye huse. Man kommer kun til at kunne se noget af den gennem en port mod Trøjborgvej. Og med bygninger, der skal være seks etager høje og 10 meter dybe, kommer man til at skulle bygge meget tæt ind på »Villa Fairhill«,« siger Jette Hjermitslev.
Omkring villaen er der i dag 64 p-pladser, der primært bliver brugt af ansatte på Kommunehospitalet – som også har lejet sig ind i bygningerne. De p-pladser forsvinder.
»Til gengæld er der planlagt ikke meget mere end 20 p-pladser i en p-kælder. Det er ikke meget til 128 lejligheder, når vi i forvejen har massive parkeringsproblemer på Trøjborg,« siger Poul Stranddorf.
Byg lavere punkthuse
Beboernes håb er, at de med deres protester kan få begrænset et kommende byggeri – og helst ændret hele projektet.
»Vi er realistiske i forhold til, at der kommer et boligbyggeri på grunden, men det her er altså alt for massivt. 128 boliger er alt for meget på den lille grund,« siger Jette Hjermitslev og fortsætter:
»Hvorfor ikke bygge nogle lavere punkthuse, så der kommer luft mellem bygningerne?«
Og Hanne Bang nikker:
»Det kunne være smukt med punkthuse i to etager som villaen. Det ville spille godt sammen.«
Jette Hjermitslev forventer ikke, at det bliver let at få kommunen til at lave radikalt om på boligplanerne.
»Vi er oppe mod stærke kræfter. Der er jo mange penge i at bygge boliger. Det er som om, der hele tiden er et øje over byen, der spejder efter små ledige grunde, hvor der kan bygges,« siger hun.
Trøjborgvej 72-74 er i dag ejet af selskabet ABC Ejendomme i/s.
På billedet herunder ser du planen for Trøjborgvej 72-74 ud. Boligbyggeri i seks etager – lidt lavere i den nordlige ende mod villakvarteret. Og inden i det hele den bevaringsværdige »Villa Fairhill«, der bliver bevaret men pakket helt ind og gemt af vejen.

plan villa Fairhill

Dette indlæg blev udgivet i Trøjborgvej 72-74. Bogmærk permalinket.