Artikel 4: Peter Sabroe satte fart i De gamles Hjem

 33Artikel nr. 4: Peter Sabroe satte fart i De gamles hjem

Af: Bent Jørgensen, studiekredsen Trøjborgs historie

Med Peter Sabroe som formand for alderdomsudvalget kom der fart i byggeriet af ældreasylet

Det, som for alvor satte gang i planerne omkring det nye asyl på Kirkegårdsvej, var den kendsgerning, at der ved valget i år 1900 blev valgt en særlig journalist ved den nu nedlagte avis Demokraten ind i byrådet: Peter Sabroe.

Han var kendt som en nidkær talsmand for de svage grupper i samfundet: De fattige, de ældre og børnene.

Peter Sabroe blev kort efter formand for alderdomsudvalget og kastede derefter hele sin velkendte energi ind på at få det nye asyl op at stå.

I 1902 begyndte byggeriet, og allerede året efter stod den store og imponerende bygning klar.

Den blev den første af en lang række af imponerende bygninger, som sammen med starten på kommunehospitalet, blev opført i de første ti år af 1900 tallet i området op til Trøjborg.

Indviet på slaget tolv

Bygningen er ude fra set et flot stykke murerhåndværk, hvor der er kælet for de små detaljer, mens det indre i allerhøjeste grad tilgodeså de behov, som beboerne og personalet på den tid havde brug for.

”Indvielsesfesten begyndte den 5. november 1904, da klokkerne på den nyopførte Sct. Johannes Kirke, slog tolv,” kan man læse i jubilæumsskriftet fra ”De gamles hjem”, som hurtigt blev asylets navn i folkemunde.

Peter Sabroe kunne se det økonomiske fornuftige i at invitere indenrigsministeren, det kunne måske kaste forøgede refusioner fra staten af sig, men byrådet sagde nej, det ville blive for kostbart, mente man.

Asylet “vandt” over kirken

“De gamles hjem” blev indviet samtidig med, at Sct. Johannes kirken stod klar, men endnu ikke var indviet.

Måske aner man her et kapløb mellem verdsligheden med Peter Sabroe i front og gejstligheden med biskop Clausen i front om at blive først færdig med byggeriet

I så fald tabte gejstligheden, måske mest på grund af biskoppens sygdom, for kirken først blev indviet i februar 1905.

Byggeboom på Trøjborg

Opførelsen af ”De gamles hjem” samtidig med opførelsen af Sct. Johannes Kirke næsten lige om hjørnet vidner om, at området i starten af 1900-tallet var én stor byggeplads med behov for mange murere og andre håndværkere, da byggerier jo dengang foregik med håndkraft uden byggekraner og anden automatik.

Dette indlæg blev udgivet i Trøjborgs historie. Bogmærk permalinket.