Artikel 11: Klintegården

Klintegården 1936 set fra Skovvejen

Klintegården 1936 set fra Skovvejen

KLINTEGÅRDEN   –  EN ARKITEKTONISK PERLE

Overskriften  kunne lyde noget  opstyltet, men for nyligt er det blevet krævet, at bygningen skal fredes – så lad os se på, hvad den hvide bygningskompleks på skrænten til havnen  egentligt inde­holder. Klintegården, Skovvejen 44 – 46 blev opført og tegnet af ingeniør Ove Christensen, der også stod for opførelsen af Ågården på Åboulevarden. Bygningerne var en del af den modernistiske/ funktionalistisk hvide byggestil, der især relaterer sig til Bauhaus i Tyskland og Le Corbusier Schweiz/ Frankrig. Sidstnævnte havde 5 grundlæggende krav til boligbyggeri:

Det skal løftes på søjler, Det skal have en åben rumplan, Det skal have en frit komponeret facade, Det skal have vinduesbånd, Det skal have en taghave.  Det lever Klintegården stort set op til.
Byggeriet består af to hovedbygninger – en mod havnen og en mod Skovvejen .  I gårdarealet findes to ældre villaer der blev inddraget til fællesfaciliteter. Betonbygeri var ikke udbredt i Danmark i 30-erne, men gav muligheder – eks. Glatte flader og den grå/hvide beton med buede altaner og  indlag­te runde vinduer ud mod bugten gav illusion af  at skib.

Lejlighederne var ikke særlig store fra 1. vær. på 30 kvm til 3½vær. På 105 kvm. Ove Christensen udtalte: ”Det er ingen sag at planlægge indretningen af store, dyre lejligheder. Men kunsten består i at kunne tilbyde den lille lejlighed til rimelig pris og alligevel moderne” . To altaner til hver lejlig­hed samt den finesse, at der i mange af dem var senge, der kunne slås op ind i væggen bødede på de få kvadratmeter. Moderne var det, Der var nedstyrtningsskakt til køkkenaffald, der var central­varme i alle værelser, samt koldt og varmt vand i såvel køkken som badeværelse ( i annonceringen af lejlighederne blev det påpeget, at der vart varmt vand året rundt.) Der var badekar eller bruser af­hængig af lejlighedens størrelse. Men billig – nej.
En huslejekontrakt fra april 1936 for en 2 vær. med pulterrum i kælderen ( lejeren var fabrikant G. Schmidt med familie) viser det: årlig husleje er 840 kr uden varme. Den normale husleje  i byen var for en tilsvarende lejlighed ca det halve. Lejlighederne var for middelklassen.

Det kollektive:  Et af modernismens krav var  at skabe fællesskaber/ fællesfaciliteter:  I Klintegår­den indrettedes fælles terrasse og taghave, mulighed for at leje gæsteværelse – 2 kr/nat.
I kælderen var der fælles elektriske vaske – rulle- og strygemaskiner. I mellem bygningerne blev der  opsat skulpturels kunst.

De to villaer i gården blev det store scoop:

I den fritliggende af dem blev der til gratis benyttelse 2 store børnestuer ( der var dog ikke noget personale) 2 billardstuer, spisestue til 24 personer incl. Service og køkken.
I den anden villa, der var bygget sammen med bygningen ud mod Skovvejen var der Pension, hvor man kunne spise eller få maden bragt ud til lejligheden. Især rettet mod bedrestillede enlige mænd var der mulighed for : Hushjælp, vask, stopning og lapning.
Ikke mærkeligt at byggeriet blev rost i høje skyer af blandt andre: Bygge- Forum og Tidens Kvin­der, sidstnævnte lagde naturligvis vægt på aflastningen af den moderne husmor.

Klintegårdens historie:  Det er i denne rammen ikke muligt at berette om hvordan det så gik:

Men det skal lige nævnes, at Ove Christensen gik fallit på projektet, han flyttede til Fredericia, hvor han kom ovenpå igen – han var stolt over sit byggeri og besøgte det to måneder før sin død.
Mht Klintegården  – det fælles gik efterhånden fløjten og var helt slut i 70-erne hvorefter villaerne blev indrettet til lejligheder. I samme årti blev boligerne omdannet til ejerlejligheder –  lejligheder der  har bevaret deres originale stil – og derfor krav om fredning.

Dette indlæg blev udgivet i Trøjborgs historie. Bogmærk permalinket.