Artikel 8: Lidt mere Trøjborgs historie

Artikel nr. 8 – Trøjborgs Historie – Århus Onsdag Nord – 16. januar 2012

Af Carl Johan Hollands,

Mandag den 16. januar 2012

Studiekredsen Trøjborgs Historie har indgået en aftale med Århus Onsdag Nord om en række lokalhistoriske artikler. De vil komme i avisen og her på dinby.dk med en måneds mellemrum. Vi vil fra studiekredsen gerne takke Århus Onsdag Nord for deres velvillighed.

Studiekredsen Trøjborgs Historie blev oprettet i 1994 på opfordring af Skt. Johannes Sogns Menighedsråd. Vi er i dag ti aktive personer i studiekredsen med forskelligt tilhørsforhold til lokalområdet. Ud over selve Trøjborg dækker vi i vores arbejde også resten af sognet.

Vi arbejder med at indsamle, arkivere og udstille historisk materiale, samt holde foredrag om samme. Helt aktuelt har vi planlagt en mindre udstilling i Danske Bank i Tordenskjoldsgade. Udstillingen åbner 19. januar og vil vare en fjorten dages tid.

Vores arkiv befinder sig i Skt. Johannes Kirkes Krypt, og der er åbent hver den første tirsdag i måneden mellem klokken 16 og 18 (dette gælder dog ikke i juli). Vi efterlyser gamle og nye fotografier om alle emner, bøger, hæfter, aviser, avisudklip og alt andet godt fra Trøjborg. Se mere på www.trojborg.dk

En kort introduktion til Trøjborg

Navnet Trøjborg optræder på skrift første gang i 1632 og kommer af ordet Trojaborg, der betegner et vanskeligt gennemtrængeligt område, hvilket kommer af, at der ved byen Troja lå en labyrint. Vores Trøjborg var et areal med sø, bæk og krat.

Området var tidligere en del af Århus Bymark. I midten af 1800-tallet blev det udstykket i landbrug. Op mod år 1900 blev de første lejlighedsejendomme bygget.

Det tidligere arbejderkvarter havde for et par generationer siden cirka 13.000 indbyggere. I dag er der cirka 5.500, hvoraf hovedparten er unge menneske. Udviklingen har således været: Fra arbejderkvarter til studentermiljø.

I kommende artikler vil vi præsentere forskellige vinkler på historien, der vil dog ikke blive tale om nogen kronologisk gennemgang. I februar vil emnet være Chr. IX’s Børnehjem.

God læselyst!

Dette indlæg blev udgivet i Trøjborgs historie. Bogmærk permalinket.